Valg på Aalborg Universitet
Regler
Valg på Aalborg Universitet
Regler
Regler og bestemmelser relateret til valg
Regler for afholdelse af valg på Aalborg Universitet indeholder bestemmelser i forhold til afvikling af valg i relation til Aalborg Universitets bestyrelse, akademiske råd, institutråd, studienævn samt ph.d.-udvalg for ansatte og studerende ved universitetet.
Reglementet indeholder information om, hvor, hvornår og hvordan du må ophænge materiale i relation til afholdelse af valg på Aalborg Universitet. Reglementet opdateres efter hvert valgs udskrivelse.
Du finder reglementet her.
Ved valg til et akademisk råd, institutråd, studienævn eller ph.d.-udvalg kan det som udgangspunkt besluttes, at der skal anvendes repræsentationsområdeopdeling, hvorved forstås, at en valggruppes mandater i organet reserveres til bestemte grupper af ansatte eller studerende. Beslutningen kan vedrøre én, flere eller alle de relevante valggrupper, hvor opdelingen kan ske for hver valggruppe for sig. Fx kan det for et studienævn med 5 mandater inden for valggruppe 3 (studerende) besluttes, at der reserveres 1 mandat til studerende i Esbjerg, 1 mandat til studerende i København og 3 mandater til studerende i Aalborg.
Før der træffes beslutning om anvendelse af repræsentationsområdeopdeling ved valget til et organ, skal organet høres herom. Beslutningen om repræsentationsområdedeling træffes i forhold til akademiske råd af rektor (efter indstilling fra dekanen/direktøren), i forhold til institutudvalg af institutlederen og i forhold til studienævn og ph.d.-udvalg af dekanen.
En repræsentationsområdeopdeling skal ske på baggrund af saglige, entydige og afgrænsningsbare kriterier, som ikke må forhindre en valgberettiget i at udøve sin valgret til organet, og som er håndterbare i praksis. Valgudvalget vil således, jf. nærmere nedenfor, som udgangspunkt afvise en opdeling, som ikke overholder disse krav, eller som i øvrigt må anses for uhensigtsmæssig.
Det er herudover væsentligt at bemærke, at en repræsentationsområdeopdeling kan medføre ubesatte mandater, idet et ubesat mandat ikke efterfølgende kan overføres til et andet repræsentationsområde med overskydende kandidater – heller ikke, hvis det i løbet af valgperioden bliver nødvendigt at indkalde en suppleant, og der ikke kan findes en sådan.
AFVISNING AF EN ØNSKET REPRÆSENTATIONSOMRÅDEOPDELING
Valgudvalget vil som udgangspunkt afvise en ønsket repræsentationsområdeopdeling for en valggruppe ved valget til et organ, hvis kriterierne for opdelingen ikke opfylder følgende krav:
Saglighed, herunder ift. universitetslovens formål med afholdelse af valg
Entydighed, herunder afgrænsningsbarhed
Omfatning af samtlige valgberettigede inden for den pågældende valggruppe
Håndterbarhed, herunder ift. såvel datakvalitet som forbrug af ressourcer.
AD 1) SAGLIGHED
En repræsentationsområdeopdeling skal ske på baggrund af saglige kriterier, der tilgodeser universitetslovens formål med afholdelse af valg. Dette indebærer i hovedtræk, at en eventuel opdeling som udgangspunkt kun kan ske på baggrund af faglige kriterier eller på baggrund af campustilhørsforhold (Aalborg, Esbjerg, København), at kriterier af faglig art ikke må være baseret på stillingsbetegnelse (fx ansatte ph.d.-studerende ktr. øvrige VIP-ansatte), samt at de anvendte kriterier ikke må føre til, at valget må anses for stort set givet på forhånd. Det sidste har den konsekvens, at kriterierne som udgangspunkt ikke må fastsættes på en måde, så et repræsentationsområde har meget få valgberettigede (1-5 personer).
AD 2) ENTYDIGHED
En repræsentationsområdeopdeling skal ske på baggrund af kriterier, som er entydige og afgrænsningsbare, således at alle valgberettigede uden videre kan tildeles valgret til et bestemt område.
AD 3) OMFATNING AF SAMTLIGE VALGBERETTIGEDE INDEN FOR VALGGRUPPEN
Valgret til et organ følger af universitetsloven, vedtægten og valgreglerne i øvrigt. En repræsentationsområdeopdeling kan således anvendes til at fordele valgberettigede på forskellige områder, men ikke til at fratage valgberettigede deres valgret til et organ i det hele taget.
Som følge af ovenstående skal en repræsentationsområdeopdeling ske på baggrund af kriterier, som omfatter samtlige valgberettigede inden for den pågældende valggruppe, og det bør derfor tilstræbes, at man ved fastsættelsen af en opdeling finder inspiration i valgretsbetingelserne, således at ingen valgberettiget utilsigtet forhindres i at udøve sin valgret til organet.
Kravet om, at opdelingskriterierne skal omfatte samtlige valgberettigede, indebærer især følgende:
Valg til institutudvalg må for VIP-ansatte ikke opdeles i studienævns-repræsentationsområder:
For VIP-ansatte (valggruppe 1) er valgretten betinget af ansættelse på instituttet – ikke af tilknytning til et bestemt studienævn. En repræsentationsområdeopdeling på fx 2-3 studienævn, vil derfor ekskludere valgberettigede VIP-ansatte, som har valgt at udøve valgretten til andre studienævn end 'de gængse'. For studerende (valggruppe 3) er valgretten betinget af tilknytning til et bestemt studienævn eller en bestemt uddannelse/studieretning. Som følge heraf må en repræsentationsområdeopdeling for denne valggruppe faktisk som udgangspunkt godt baseres på studienævn.
Valg til studienævn må som udgangspunkt ikke opdeles i institut-repræsentationsområder:
For VIP-ansatte (valggruppe 1) er valgretten betinget af undervisning inden for studienævnets område – ikke af ansættelse på et bestemt institut. En repræsentationsområdeopdeling på fx 2-3 institutter vil derfor ekskludere valgberettigede fra andre institutter, som har haft undervisning inden for studienævnets område.
For studerende (valggruppe 3) er valgretten til et institutudvalg betinget af tilknytning til et bestemt studienævn eller en bestemt uddannelse/studieretning. En repræsentationsområdeopdeling baseret på institutter frarådes derfor også for studerende.
Valg til ph.d.-udvalg må for VIP-ansatte ikke opdeles i institut-repræsentationsområder:
For VIP-ansatte (valggruppe 1) er valgretten betinget af, at vedkommende besidder en funktion som enten hovedvejledning for en ph.d.-studerende under ph.d.-skolen eller som leder af et program under ph.d.-skolen – ikke af tilknytning til et bestemt institut. En repræsentationsområdeopdeling på hovedområdets institutter, vil derfor ekskludere valgberettigede VIP-ansatte, som er ansat på andre institutter, men som alligevel opfylder valgretsbetingelserne.
For ph.d.-studerende (valggruppe 4) må det som følge af det lave antal mandater frarådes at anvende repræsentationsområdeopdeling.
AD 4) HÅNDTERBARHED
En repræsentationsområdeopdeling skal ske på baggrund af kriterier, som rent faktisk kan danne grundlag for tildeling af valgret uden anvendelse af unødigt mange ressourcer. Som udgangspunkt skal der foreligge tilgængelige data vedrørende kriterierne, ligesom det skal være muligt at validere valgretten for såvel ansatte som studerende.
Valgudvalget opgør valget efter den D'honske metode. Læs om opgørelsesmetoden og eksempler på beregninger.
Ordensbestemmelser i relation til afholdelse af valg på Aalborg Universitet (se også valgreglernes § 27):
- Opstillede kandidater skal føre valgkamp på en fair og ordentlig måde
- Studerende og ansatte må ikke medvirke til brud på valghemmeligheden eller medvirke til, at valgreglerne brydes
- Studerende (og ansatte på valg til bestyrelsen) må i forbindelse med valget 2023 kun udsende e-mails via universitets mailinglister (både lokale og overordnede), hvis dette er godkendt af Valgudvalget
Aalborg Universitets vedtægt indeholder bl.a. information om de kollegiale organer, som der afholdes valg til på Aalborg Universitet. Vedtægten beskriver, hvem der kan nedsætte de forskellige organer, hvad opgaverne består i, og hvordan de forskellige typer råd og nævn skal sammensættes.
Af universitetsloven følger det, at universiteterne skal afholde valg til dets styrende organer, dvs. studienævn, institutråd, akademiske råd, bestyrelsen og ph.d.-udvalg.
De kollegiale organer på Aalborg Universitet fastsætter deres forretningsordener inden for rammerne af denne standardforretningsorden jf. § 76, § 81, § 85 og § 93 i Aalborg Universitets vedtægt.
Standardforretningsordenen indeholder bestemmelser om de kollegiale organers virke, herunder om møder, mødeindkaldelser, beslutninger og afstemninger, skriftlige høringer, observatører, delegation samt om valg af formænd og næstformænd mv.
Standardforretningsorden for kollegiale organer på Aalborg Universitet
Klager og indsigelser skal være Valgsekretariatet i hænde senest på de i tidsplanen angivne tidspunkter. Det er vigtigt, at fristerne overholdes, da Valgudvalget kun sjældent og i ganske særlige tilfælde dispenserer herfra.
En klage eller indsigelse, der vedrører valget, kan indgives mundtligt eller skriftligt og bør grundlæggende indeholde information om:
- hvem, der klager eller gør indsigelse om noget
- hvad, der klages over eller gøres indsigelse mod
- hvorfor, der klages eller gøres indsigelse
Valgsekretariatet kan kontaktes på mail:
Kontakt
Kontakt Valgsekretariatet på tlf. 9940 7325 / 9940 7334 eller mail:
Kontakt Valgsupport på tlf. 9940 2441 eller mail: